Nu ringer Juleaften atter på døren, og snart skriver vi 2010, for mig har 2009 været et meget turbulent år, et år med overraskelser, gode minder.
Den største overraskelse for mig personligt var nok min sygdom, og at det nok er noget jeg skal leve med resten af livet, det har været hårdt og vende sig til at det var bare sådan som tingene var, det er sku svært og sætte det i perspektiv, gå fra at være som alle andre til at være noget helt andet, og skulle leve med medicin for at styre de værste psykoser.
På den positive side er det jo blevet til et hus, vi kan flytte ind i her i det nye år det bliver skønt, at have godt med plads ikke føle sig fanget længere, og kunne åbne døren og lukke hundene ud i haven, hvor de kan hygge sig lige så tosset de vil.
Et sted vi kan kalde hjem i et lille hyggeligt by samfund, hvor det ikke bare er stres og jag det bliver skønt!
Lige nu sider jeg og venter på vi skal afsted ned til mine svigerforældre og holde Jul og ja min den gamle skal med for første gang, så det skal nok blive hyggeligt.
Velkommen til min blog, mit navn er Søren Benzon Eskildsen, jeg er 27 år gammel, født i Aars og opvokset i Billund, jeg er blevet single igen efter 4 års forhold, jeg har 2 hunde en labrador (Mulle) og en dansk/svensk gårdhund (Tumle), bruger daglig dagen på mine hunde samt venner og familie, og går pt. sygemeldt.
1 kommentar
Marian siger:
01/26/2010 på 13:00 (UTC 1)
Lyder nok lidt provokerende, jeg ved det godt, men jeg undrer, hvad der er godt ved at være “noget helt andet” i forhold til “alle andre”. Altså, hvad er så vigtigt og fristende ved at kunne være noget/nogen, der er “speciel”, at man går så langt, som til at opsøge dette “specielle” i en identifikation med noget, der har så i den grad negative konsekvenser for én, som en identifikation som “skizofren” uundgåeligt har det?
Og hvad består det “specielle”, det “skizofrene”, egentligt i? Den grundlæggende definition af “psykose” er, at være ude af kontakt med virkeligheden. Dvs. konsensusvirkeligheden. Konsensusvirkeligheden er et kulturelt konstrukt, vedtaget på grundlag af kulturelle normer og værdier efter største fællesnævnerprincippet – og samtidigt ikke uden at politisk-ideologiske og økonomiske interesser spiller en væsentlig rolle mht. hvad der defineres som “normal”, respektive “unormal”.
Faktum er, at alle mennesker – “alle andre” – periodevis, og i større eller mindre omfang, oplever, at være ude af kontakt med den kunstigt skabte konsensusvirkelighed. Alle mennesker kender altså til, at være “psykotisk”.
Helt konkret er studien her: http://tinyurl.com/yarncm2 f.eks. nået frem til, at en tredjedel af USAs befolkning har oplevet, at høre stemmer og/eller have det, der kaldes for “vrangforestillinger” af psykiatrien. For de andre to tredjedeles vedkommende kan det siges, at deres erfaringer med fænomenerne ikke har været af en sådan kvalitet, at det har fået dem til at lægge mærke til det. Det er altså ikke, fordi de ikke har oplevet fænomenerne, at de svarede negativt på spørgsmålene.
“Skizofren” er man, når det at være menneske i denne verden bliver til et tilpas stort problem for én selv og/eller éns medmennesker, at man enten selv henvender sig, og be’r om hjælp, eller éns medmennesker/samfundet ikke længere klarer, at ignorere tilkendegivelserne af éns vantrivsel, og derfor be’r systemet om hjælp.
“Skizofreni”, ligesom alle andre “psykiske sygdomme”, er ikke en sygdom i egentligt, medicinsk, forstand, men en moralsk dom. Men siden det at moralsk dømme menneskers væren i verdenen ikke er foreneligt med de demokratiske værdier, så er man nødt til at “sælge” moralske domme som værende videnskabelige fakta, sygdomme, hvis man vil opretholde illusionen om det demokratiske samfund.
Tænk over det, og informer dig, lad være med at tro alt, hvad “eksperterne” fortæller dig – f.eks., at dine chancer for recovery skulle være minimale: Soteria, http://www.moshersoteria.com , og Åben Dialog/Vestlaplandsmodellen f.eks. har en recoveryrate på 85%, dvs. recovery fra “skizofreni”, “psykoser” er at forvente, og ikke en undtagelse, forudsat, man får virkelig hjælp. Desværre er virkelig hjælp med få undtagelser ikke noget, man som bruger får i den danske psykiatri. Den er kun gearet til at hjælpe samfundet – af med de samfundet forstyrrende, mod dets destruktivitet protesterende, mennsker.