Fortid, Nutid, Fremtid…

Jeg er begyndt og tænke meget tilbage i tiden, specielt efter jeg har fået min diagnose som skizofren, jeg må indrømme meget er stadig sløret, det virker lidt som om min hukommelse prøver og sløre min fortid nu og da, for skal virkelig tænke godt efter bare for at få små brudstykker frem i lyset.

Det jeg husker bedst på nuværende tidspunkt er tidsrummet omkring min mors død, det står forholdsvis stærkt i min hukommelse, og brugte også meget tid den gang på at finde ud af hvad jeg nu skulle gøre og hvordan jeg skulle forholde mig, startede egentlig et projekt op den gang der hed ungessorg.it/.dk men desværre blev det aldrig til noget stort, jeg stod alene med projektet og anede nærmest ikke mit levende råd for hvordan jeg skulle gribe det and, og hvordan jeg selv skulle kunne støtte andre når jeg stadig var i sorg fasen af mit liv.

Dog prøvede jeg, og det er jeg rigtig glad for den dag i dag, for det var en måde for mig og bearbejde mine følelser på, og få nogle af de ting ud af systemet som hang fast efter min mors pludselige og alt for tidlige død.

Men jeg mistede uden tvivl noget af min ungdom da min mor døde, min far begyndte og drikke, og jeg stod lige pludselig og skulle være den voksende, prøve og tage hånd om ham og samtidig tage hånd om mig selv, og må indrømme det var en meget sværd periode af mit liv, og det blev ikke nemmere, jeg var ung og naiv og valgte og hoppe på arbejdes markedet i en alder af 17 år, og faktisk forlade alt det jeg hade kært, venner, familie, og alt det andet, jeg tog valget og flyttede hele vejen til Næstved for at komme på afstand af alle problemerne, det har jeg senere kunne se var en stor fejl, for jeg blev jo ikke lykkeligere, tvært imod jeg begyndte og lukke mig selv mere inde, og lukke andre mennesker ude af mit liv, og tog nogle irrationelle valg.
Da jeg fik at vide min mor var syg, den gang jeg stadig gik på efterskole og stadig var åben og udadvendt, hade jeg en forholdsvis god omgangskreds på efterskolen, mange støttede mig da det hele kom frem og det er jeg utrolig glad og taknemmelig overfor nu, det kan godt være jeg ikke viste det den gang men nu ved jeg godt hvem der sørgede for hele min verden ikke bare ramlede fra hinanden den gang, kan stadig huske det telefon opkald hvor jeg kunne fornemme på min far at der var noget galt, jeg blev hidsig, og ked af det da han ikke ville fortælle mig hvad det var, men jeg kunne jo mærke der var noget galt.

Han fortalte mig det endeligt, og kan huske lige efter jeg hade fået det at vide, vidste jeg ikke om jeg skulle græde eller le, det var en meget ambivalent situation og stå i og skulle forholde sig til i den alder, på det tidspunkt i ens liv regner man jo ikke ligefrem med at man kommer til at miste en forældre, og tror mange vil mene det samme man skænker ikke rigtig døden en tanke på det tidspunkt i ens liv.

Men månederne gik og alt så jo ud til at gå godt, det virkede som om kemoterapien min mor fik virkede, og da jeg sluttede på efterskole sommeren 2000, var jeg egentlig en glad dreng, der var klar til at kaste sig ud i uddannelses ræset, jeg begyndte da også i august på Vejle tekniske skole som kokke elev, og følte den gang at det var lige mig, men 3 måneder senere kom vi til det punkt hvor jeg første gang i livet led et ordentlig knæk, d 19. september 2000, døde min mor.

For mig kom det meget pludseligt, jeg var slet ikke forberedt på det var den vej det skulle gå, de samtaler jeg hade deltaget i med overlæger, gav de udtryk for den kræft form som hun led af var ikke en man døde af, men en man måtte affinde sig med og leve med, så det hele kom meget som et chok.

De efterfølgende år er meget omtågede, arbejdede, prøvede og få en uddannelse, men vigtigst af alt for mig lige nu er at det er her jeg føler, at det er sidste gang jeg hade den livsglæde som jeg ellers har haft det meste af livet, jeg kan huske det var her jeg også begyndte og lukke mig selv inde, fra at være en meget åben person blev jeg en meget lukket person, og meget dårlig til at vise og fortælle mine tanker og følelser til andre.

Man kan vel nærmest sige følelses kold og dog, for jeg kan og kunne tydeligt mærke hvem der betød noget for mig, og selv om det er svært og meget ambivalent for mig, så betyder min far jo også noget for mig, men det har været svært og komme til den konklusion med alle de dårlige oplevelser, jeg har haft med hans alkohol misbrug gennem årene, men gu betyder han noget for mig, om vores forhold er nok så anstrengt i perioder har jeg jo heller ikke lyst til at miste ham (dog har jeg da tænkt til tider at han bare kunne lægge sig og dø for han hade såret mig dybt ved og ikke være der for mig).

I dag er vores forhold langt fra det bedste, jeg har meget svært ved og se over den skuffelse og mistillid han bragte ind i billedet kort før min mor døde, ved og begynde og drikke, og jeg svor jeg aldrig ville være som ham, men ja det har jeg så ikke kunne holde, jeg har selv haft mine problemer med alkohol, har ikke kunne gå i seng om aftenen uden at drikke en del øl for at falde i søvn og få ro i mit hoved på grund af tanke mylder, og stemmerne som bare køre rundt, men vil faktisk sige det er det som har skuffet mig allermest her i livet at jeg blev som ham i mine egne øjne.

Heldigvis er det fortid med og drikke øl på samlebånd, min medicinering er begyndt og virke og specielt på søvn planet, er begyndt og kunne sove uden at skulle drikke en masse øl, eller for den sags skyld tage sove medicin for at få en rimelig nats søvn, kombinationen af medicin virker ind til videre ganske godt.

Nu er vi kommet til nutiden, og i dag sider jeg jo med en diagnose som skizofren, har endnu ikke forstået hvad ordet indeholder, og hvad det kommer til at betyde for mig i fremtiden, jeg ved bare det er noget jeg kan komme til at skulle leve resten af mit liv med, men jeg ved der ud over også at det er noget man kan slippe af med igen over årene.

Lige nu syntes jeg det er meget svært og tage stilling til fremtiden det er svært og sætte kriterier op for resten af livet, hvad skal jeg nå, skal jeg uddannes, eller skal jeg på førtidspension, der er så uendelig mange åbne spørgsmål, som jeg ikke selv har mulighed for at kunne besvare endnu, men jeg håber da det kommer på et tidspunkt.

På Onsdag skal jeg starte på et kursus for skizofrene hvor vi får værktøjer til og kunne arbejde med os selv, og bedre forstå hvad sygdommen betyder, og hvad vi skal regne med og kunne resten af livet, det bliver rart og få noget mere og vide, og evt. få nogle værktøjer der kan være med til at gøre jeg får det bedre? Der er jo ikke andet og gøre end at vente og se.

Det var alt jeg hade på hjerte for nu…